Bomholt Økologi

Velkommen til en KundeBonde ordning

Jeg hedder Bernd Nissen og bor i Laven sammen med min kone; Mette. Jeg er uddannet lærer, autodidakt gartner/landmand og har gennem mere end 25 år beskæftiget mig med undervisning, natur og landbrug i Danmark og i udlandet. Bl.a. har jeg været underviser i planter og grøntsagsproduktion på Kalø Økologiske Landbrugsskole.

I foråret 2017 lejede jeg jord af Gl. Bomholtgård og igangsatte omlægning til økologi.

Budskabet om KundeBonde blev spredt i lokalområdet, jord blev kultiveret, frø sået og en meget alsidig produktion af frilandsgrøntsager blev gjort til virkelighed. I dag er der 55 KundeBonde familier, som henter økologiske grøntsager på gården.

Desuden har flere mindre virksomheder og kreative iværksættere samt et fårelaug og et ciderlaug til huse på Gl. Bomholtgård. Sammen skabes et driftigt miljø, hvor der både er godt humør og højt til loftet.

Ved siden af mit virke på Bomholt arbejder jeg også i Hertha Levefællesskab, som pædagog i de beskyttede værksteder. 

Jeg har mit virke som madfar i Herthas køkkener, hvor grøntsager af biodynamisk kvalitet og glade mennesker er i fokus.